Entrepriseret

Voldgiftssager

Jeg fører årligt et stort antal voldgiftssager, og kontorets advokater har derfor stor erfaring i tilrettelæggelse og gennemførelse af denne type sager, der kan tilrettelægges og gennemføres på mange forskellige måder. Jeg er via min erfaring i stand til at skabe de bedste forudsætninger for et gunstigt udfald af en sag.

Dansk rets udgangspunkt er at retlige tvister løses ved domstolene og skal en tvist i stedet løses ved en voldgift kræver det, at der er indgået aftale herom, AB92 inden for byggeriet og f.eks. voldgiftsklausuler i Ejeraftaler og direktørkontrakter. Voldgiftssager er forbundet med såvel fordele, som ulemper.

Blandt fordelene er, at parterne kan udvælge voldgiftsdommere, som besidder særlig kendskab indenfor det fagområde, som sagen vedrører. Dermed adskiller Voldgiftssager sig fra domstolsbehandling, hvor dommerne, som udgangspunkt, er generalister.

Voldgiftssager foregår endvidere for lukkede døre, hvor den civile retspleje tilsiger, at domstolsbehandling er offentlig tilgængelig. Voldgiftssager giver således mulighed for en diskretion, som det ellers ikke er muligt at opnå. Processen i en voldgiftssag kan endvidere tilpasses den konkrete tvist, hvilket ikke altid er mulig ved domstolene.

Voldgiftssager har endvidere den - potentielle fordel, at kendelsen er endelig, og dermed kan parterne undgå en ofte tidskrævende og omkostningskrævende appelsag, som domstolsbehandling åbner op for, medmindre parterne aftaler andet.

Ulemperne ved Voldgiftsretten vil kunne være den manglende appelmulighed, hvis sagen tabes. Det er klart, at lige så stor en fordel, det er for den vindende part, at afgørelsen ikke kan appelleres, lige så stor en ulempe vil det kunne være for den tabende part. Her er vilkårene dog kendt for begge parter forinden processen opstartes.

Omkostningerne vil særligt i mindre sager, kunne opleves som uforholdsmæssigt store. Dette skyldes, at parterne skal betale voldgiftsrettens honorar, hvilket er et forhold, der nøje skal overvejes forinden sagen opstartes.

Idet rets- og voldgiftssager ofte er forbundet med betydelige omkostninger til retsafgifter, sagkyndige erklæringer og advokater forsøger jeg altid at afdække, om der kan skabes en forligsmæssig løsning, enten før sagen starter eller under sagens forløb.

Det er min erfaring, at jeg med min kompetence indenfor konflikthåndtering, samt min viden og indsigt, ofte kan skabe en forligsmæssig løsning. Dette er nogle gange at foretrække ud fra overvejelser om tid og økonomi. Der ud over er der procesrisikoen, dvs. risikoen for fortolkning af sagens materiale eller risikoen for vurdering af de fremlagte beviser og de afgivne forklaringer.

I de tilfælde hvor der skal gennemføres rets- eller voldgiftssag repræsenterer vi Dem således, at De opnår det bedst mulige resultat, ligesom jeg er meget bevidste om betydningen af sagens tidsmæssige varighed.