Entrepriseret

Stadeopgørelse

Bestemmelserne i AB92 om registreringsforretning (stadeopgørelse) i forbindelse med ophævelse af entreprisekontrakter hører til blandt de væsentligste forskrifter, idet registreringsforretningens formål er at sikre beviset for arbejdets kvalitet og stade på ophævelsestidspunktet.

Det er helt essentielt, at dette bevis sikres med henblik på at kunne dokumentere kravet i forbindelse med parternes efterfølgende opgørelse af deres økonomiske mellemværende, idet den ophævende part i modsat fald risikerer ikke at få erstatning, grundet manglende bevis for sit krav.

En entreprenør kan f.eks. kræve sine forøgede færdiggørelsesomkostninger erstattet af underentreprenøren, hvis entreprenøren berettiget har ophævet underentreprisekontrakten.

Omvendt kan underentreprenøren bl.a. kræve betaling for de udførte arbejder, hvis han er berettiget til at ophæve underentreprisekontrakten.

Det er derfor af afgørende vigtighed for den, der ophæver kontrakten, at beviset sikres for, hvor langt arbejderne var nået på tidspunktet for ophævelsen, og om der var mangler ved de allerede udførte arbejder.

Systemet i AB 92 er, at den part der hæver, skal indkalde til en stadeforretning, hvor parterne i fællesskab registrere omfanget og kvaliteten af det udførte arbejde i en stadeopgørelse.

Stadeopgørelsen danner herefter grundlag for den efterfølgende opgørelse af parternes økonomiske mellemværende.

I praksis vil der dog ofte ske det, at det ikke er muligt for parterne at opnå enighed omkring indholdet i stadeopgørelsen, hvorfor det er nødvendigt med et egentlig syn og skøn.

Under et syn og skøn besvarer en sagkyndig parternes spørgsmål om arbejderne, i henhold til et syn og skønstema. Syns- og skønsmandens besvarelse kan parterne efterfølgende anvende som bevis under en voldgiftssag.

Jeg oplever desværre ofte, at entreprenører og bygherrer, i stedet for at følge proceduren i AB 92, tror, at det er tilstrækkeligt, at man har gennemfotograferet entreprisen og udfærdiget udførlige mangelslister, som man efterfølgende ønsker at anvende som bevis i sagen.

Dette er en meget farlig vej at gå, idet det bevis, man ønsker at anvende således alene er baseret på ensidigt indhentede dokumentation, i strid med proceduren i AB92.

Sådanne ”beviser” vil ikke have den store værdi i forbindelse med den efterfølgende sag, og der foreligger endog retspraksis, der har afskåret en part fra at fremlægge fotodokumentation vedrørende påståede mangler.

Dette understreger vigtigheden af, at bygherrer, entreprenører og underentreprenører i forbindelse med overvejelser om ophævelse af en kontrakt meget nøje overvejer hvordan de vil sikre bevis for deres påstand/krav – og at de får den fornødne rådgivning herom.